Monthly Archives: april 2018

Man skal lære sig selv at give slip

Det tog lang tid før Herdis, åbnede fotoalbummet igen, da det bragte for mange minder frem.

Tusindvis af danskere er ramt af demens og mange ægtefæller ender med at sende deres elskede på plejehjem. Et valg, der sjældent er nemt, og mange kæmper med sorg, skyld og følelsen af at sidde fast, mens verden kører videre.

af Marcus Geleff

Tiden går sin gang, og vi må alle erkende, at vores egen tidsfrist kommer os nærmere. Nogle frygter at blive gamle, mens andre omfavner, de mere stille rammer og den ekstra tid man får, når man ikke længere skal arbejde. Herdis Granat nød denne tid med sin mand, Hugo Granat, da de begge gik på pension efter de var fyldt 60. Deres fire børn var for længst flyttet ud, og Herdis og Hugo brugte de næste 18 år på at se verden og nyde den stilhed og tryghed de havde arbejdet for som folkeskolelærere. I 2011 trak Herdis’ svigerinde hende til siden og rådede hende til at få Hugo undersøgt for demens. Hun havde tidligere erfaringer med sygdommen, og lagde mærke til de tydelige symptomer, som Herdis ikke lagde mærke til dengang. Faktisk var det så utydeligt, at der skulle gå et halvandet år mere, inden de fik ham undersøgt. Svigerinden havde ret, og Hugo blev diagnosticeret med demens. Det var også på dette tidspunkt, at Herdis skulle opleve den første tydelige konsekvens, der følger med sygdommen; De fik besked på at Hugo ikke længere måtte køre bil. Hugo, som havde kørt familiens bil gennem hele deres ægteskab, havde selvfølgelig svært ved at forstå denne beslutning, og det skabte konflikt.

”Jeg måtte smide nøglerne i grøften, tage ham i hånden og gå ned til bussen i stedet,” fortæller Herdis.

Demens forsvinder ikke, og der findes ingen kur. Selvom hastigheden på sygdommen kan variere, er det oftest en langsom proces, der gradvis forværres. Korttidshukommelsen forsvinder, situationsfornemmelsen forvrænges og fundamental viden, som tal og bogstaver, kan blive udfordrende. I sidste ende efterlades, for de pårørende, kun en skal af personen man tidligere kendte så godt. Et sand mareridt for de fleste.

Alle kan få brug for hjælp

I Danmark lever op til 87.000 med demens. En stor andel af disse har en ægtefælle, som oftest efterlades alene tilbage, når opgaven i at tage vare på den diagnosticerede bliver for tung, og man som ægtefælde er tvunget til at placere sin partner på et plejehjem. Det kan i sig selv være en hård kamp, at få personen til at indvillige til at flytte, men det kan hurtigt blive en nødvendighed. For Herdis Granat, stod det klart, da hun en nat vågnede og opdagede Hugo ikke længere befandt sig ved hendes side. Han var gået sin vej og blev fundet på den lokale tankstation af en tilfældig bilist. Herdis var klar over, at hun ikke længere kunne hjælpe Hugo, i den grad hun egentlig gerne ville. Det bliver et fuldtidsarbejde og ikke nok med det, så bliver det også et arbejde der tager på en mentalt.

Således endte Hugo Granat på plejehjem. Der var ikke længere nogen anden mulighed og det var i sidste ende det bedste for både ham og Herdis, men det gjorde det ikke mindre hårdt. Herdis fortæller, at hun græd de første mange gange, på hjemturen efter besøg. Hun følte ikke at hun kunne tillade sig at efterlade ham. Hun følte, at hun skulle være der for ham.

”Jeg gik rundt i det tomme hus og tænkte, hvad gør jeg egentlig her? Jeg burde være ved siden af ham, og holde hans hånd,” siger Herdis.

Livet på den anden side

Men livet går videre, og skyldfølelsen var også noget Herdis måtte gøre op med, hvis hun skulle videre. Hun indså at hun havde gjort alt, hvad hun kunne. Hun kunne ikke dvæle i fortiden eller i den nutid Hugo befinder sig i nu, men det kan være svært at tage det første skridt alene, især hvis man er vant til at tage skridtende som et par. En veninde fortalte hende en gang, at man bliver nød til at give slip, for at man kan bevæge sig fremad. De ord har sat sig fast hos Herdis, og dem trøster hun sig med, når skyldfølelsen vender tilbage. Familie, venner og naboer rakte også deres hænder ud til Herdis, og dette har haft stor indflydelse på Herdis’ liv på den anden side. Hun var først i tvivl om de gamle venner gad at ses med hende, når nu Hugo ikke længere var med hende, men langt de fleste inviterede hende på frokost og kaffe. Nogle af Hugos venner besøger ham tilmed en gang om ugen, og det letter også presset på Herdis. Hun er kommet til den erkendelse at Hugo ikke længere er den mand, som hun en gang delte sit liv med. Selvom han bliver glad, når hun besøger ham, så opfanger han ikke, hvis hun ikke kommer. Om end dette kan forekomme sørgeligt, så giver det Herdis en ro at vide, at han ikke er ulykkelig og utryg i hendes fravær. Hendes mål med Hugo er nu, at sørge for at han har det godt i forhold til omstændighederne. Herdis har i dag fået nogle muligheder, hun ikke havde, da hendes fulde opmærksomhed var nødvendig for at passe sin syge mand. Hun kan nu tage på weekendture for at besøge familie og venner, og planlægger desuden en mindre rejse til efteråret.